En kold skulder

Jeg kan ikke huske, hvornår det skete, og jeg kan heller ikke huske, hvem der gav mig den, men jeg har altså fået en kold skulder.

Det er meget ubehageligt – faktisk er den frosset helt til, og det bliver hele tiden værre og værre.

Nætterne er de værste. Jeg prøver at stavle mig selv og armen op med puder, men alligevel ender det i skrig og vånde hver gang jeg gør en forkert bevægelse og smerten jager igennem skulder, arm og hånd.

Jeg kan godt huske det fra 2007, hvor to døde kæmpe bambusbuske gav mig en kold skulder på den anden side. Dengang havde jeg ellers været forudseende og havde først anskaffet mig den dyreste og fikseste Fiskars havesaks, og så klippede jeg bare en lille-bitte smule hver dag indtil buskene var væk. Det tog det meste af en sommer.  Alligevel fik jeg den kolde skulder.
Uretfærdigt!

Denne her er værre og jeg aner ikke, hvem der har sendt den.

Jeg kan sagtens strikke, men jeg tør ikke lige i øjeblikket, for hvor skulle det ellers komme fra?

Jeg er ellers topmotiveret for tiden til at strikke, tegne, regne og …….. købe garn ind i stride strømme :-/ 
Det er længe siden, jeg har haft sådan en lyst til at udtænke ideer, tegne dem, lave strikkeprøver og regne på det.
Uretfærdigt!

Måske kan jeg benytte lejligheden til at være lidt aktiv her på bloggen!?
Jeg har jo enkelte færdige ting og en masse ikke-færdige sager. Dem ku jeg jo fortælle lidt om.

Måske skulle jeg iklæde mig Monterings-Åge outfittet og få gjort noget ved de projekter, der har ender, der skal hæftet og sømme, der skal sys?

Måske skal jeg se at få lavet den der Give-away for de to små bøger, jeg har dubletter af?

Det må jeg lige tænke lidt over ………

Ann

Varme til og i Tokyo

Birk og Storm tog med far og mor til Japan i juni måned sidste år. Far havde fået arbejde der, og det er jo dejligt og spændende og ……. Farmor savner ……….

Storms mor ønskede sig nye veste til ham til at stå imod vinteren i Tokyo.
Det trækker ind fra vinduesrammerne, men vinduerne er nødt til at sidde løst i rammerne, så de ikke går i stykker under jordskælvene.
Derfor fik Storm nye veste i julegave.

Gu’ ve’, hvor mange af disse veste, jeg efterhånden har strikket … 20?
Mette vil gerne ha flere veste, men som I jo ved, strikker jeg ikke nær så meget og så energisk, som jeg har gjort, så det er godt, at der er lang tid til næste vinter i Japan.

Billedet her er fra juli måned, men jeg elsker det billede. Det er umuligt for mig at fastholde surheden/depressionen/vreden eller hvad jeg nu har bestemt mig for at svælge rundt i, når jeg åbner min iPad og Storm smiler sådan til mig, så I skal da også lige have glæde af ham. Han smiler og griner stort set altid. Han er kommet i vuggestue, og det er bare sååååå dejligt.

Birk har det også rigtigt godt i Tokyo. Han er 4 år – snart 5 - og i disse folkeskolediskussionstider kan det oplyses, at Birk ææælsker sin skole i Japan, og forældrene er også meget tilfredse. 
Når han leger med sig selv, taler han engelsk, så han tænker nok også på engelsk. Det japanske går det også fremad med.

Efter en lang dag på kontoret, sidder han her i egne tanker i en pause i madlavningen. Jeg tror, han laver pizza.
Han vil gerne se sej ud, så det prøver han på. Der er vist noget med den mund, der skal trænes lidt
 
Birk, Storm, Svire-Mette og Sønneke har nu boet i Japan i snart 1 år, og har klaret sig gennem flere jordskælv under spisebordet. Varmen har været overvældende, men så kom vinteren, som er kort, og nu har de lige oplevet kirsebærtræerne blomstre – overvældende smukt.

Der er enormt mange parker i Tokyo – ikke mindst i det område, vores Tokyo-folk bor.

Billederne er taget af Sønneke i marts måned.

Nu ser der sådan ud:
Mette på altanen i solskin. Hun ser ud over den grønne park lige nedenfor deres lejlighed.
Og ungerne i april måned: 

Nogen, der er misundelige på vejret i Tokyo?

Det er svært at undvære den regelmæssige tæthed med dem. Det fylder meget for mig, men jeg glæder mig enormt meget over, at de alle 4 trives særdeles godt, synes at suge glad og konstruktiv udvikling til sig, og at de får set noget af verden fra en lidt anden vinkel, end man gør som turist.

FAKTABOKS
Model: Vest til de små
Designer: Hjertegarns babyhæfte – Exclusive alpaca No. 13.
Garn: Manos del Uruguay Silk Blend (30% silke, 70% merino) og Rowan Pure Wool 4-Ply
Pinde: 3½
Størrelse: 1 år
Garnforbrug: ca 75 g
Fra lager: JA
Sværhedsgrad og særlige strikketeknikker: Meget nem begynderstrik
Bemærkninger og ændringer: Opskriften er tilpasset strikkefastheden med disse garner
Tilfredshed: Jeg er tilfreds – især med den, der er strikket af Manos – blød, jævn og lækker, men den tålte dårligt en japansk vaskemaskine, som vist ikke forstår sig på nænsom dansk uldvask:

Jeg har mange indlæg, der skal skrives, og jeg har da fået taget en del billeder af færdig og særligt igangværende strik, så mon ikke, jeg finder tid til at skrive snart igen?

Ann

Kvium and such

Jeg ææææælsker Kvium.

Det ekstreme, det vildt skøre, det meget grimme, det selvironiske, det vrede, det gode.

Sidste dag på Kviumudstilling på Kunsten om monsteret i virkeligheden og os selv.
Her dommerne og kardinalerne, som rotter. Vender de ryggen til?Kardinalen peger mod Himlen og dommeren peger væk …….
Mon det har noget med forvaltningen af overgreb på børn i den katolske kirke at gøre?

Hvis jeg vinder en million i Lotto ………..

Jeg kan jo li’så godt skrive om noget andet end strik her på bloggen, når jeg nu ikke kan finde tid og overskud til at få fotograferet det, jeg har strikket og det, jeg er igang med.

For jeg strikker da.

Og jeg læser jeres blogge, men det er så også, hvad det bli’r til. Måske bli’r det aldrig til mere – måske kommer der skrive-foto-tid igen.

Jeg har strikket babyveste til Storm, en baktus og et andet tørklæde til mig selv, en Mariushue til min svigerdatter og 5-6 karklude – også til mig selv.

Jeg strikker på et tæppe af lagerets gamle strømpegarn, en ny Skappelgenser til mig selv, Mariusvotter til min svigerdatter, og ærme nr 2 på Sprogø til min mand.

Ellers arbejder jeg – og restituerer.

Men jeg lever endnu

Ann